Fed & lækker inspireret af ….

Til kulturnatten i år havde vi sat udstillingen “Tanker i Metal ” op i butikken. Udstillingen fortalte om ideerne bag de forskellige smykker, deres design og hvor inspirationen kommer fra.

Der er altid en proces før et smykke ligger færdigt i butikken. Inspirationen til design kan komme fra mange forskellige steder – naturen, en tekst eller mønstret på et tapet , men er altid det første skridt i at designe et nyt smykke.

Tre forskellige ring sæt af serien Fed & Lækker, der er designet med inspiration fra strandsten. Håndlavet af Christel Kaaber Guldsmedie.

Fed & Lækker

En stabel af lækre strandsten, der smyger sig op ad hinanden med et sæt Fed & Lækker ringe på toppen. Ringene er designet med strandstenen som inspirationskilde. Håndlavet af Christel Kaaber Guldsmedie.

Ringserien Fed & Lækker er designet med strandstenen som sin inspirationskilde.

Når man går tur på stranden, kan man se, hvordan vandet og bølgernes brusen frem og tilbage former stenene fra rå og kantede til afrundede og lækre at røre ved.

Det hårde materiale bliver bearbejdet af naturens kræfter og bliver til runde former. Alverdens forskellige bløde former kan opstå, og ikke to er ens. De er alle unikke i deres udtryk.

Fed & Lækker ringe lignet op på række. Designet er inspireret af strandstenenes bløde organiske form, der ligger tæt op ad hinanden. Håndlavet hos Christel Kaaber Guldsmedie.

Ringsættet er skabt under indtryk af de runde sten, man finder på stranden. Den slags sten, som er skønne at gå med i hånden på grund af sin behagelige tyngde og organiske, bløde form. Hvis man er heldig, kan man måske endda finde et par, der smyger sig tæt til hinanden.

Fed & Lækker ringene er tiltænkt som et sæt, der er sat sammen af to forskellige ringe, der komplimenterer hinanden. De er udformet så de ligger sig tæt op ad hinanden – og udgøre en samlet enhed på hånden. De er gerne forskellige i materialer eller med en anderledes overflade, så de netop ikke er ens, men giver kontrast og understreger deres unikke udtryk. Dette samspil er valgt netop for at vise forskelligheden af strandstenene, at de er uens, men stadig et par, der passer sammen.

Den ene er fed – den anden er lækker.