Vores praktikant – Victor – var hos os en uge i foråret. Han blev sat til lidt af hvert – men var også med til at udvikle nye metoder.

Her følger Victors egne noter og grafiske tegninger.

Dag 1: Jeg mødte op på Christel Kaabers privatadresse. Vi begyndte med en snak over en kop kaffe. Vi talte om hvad jeg kunne tænke mig at lave denne praktikuge og blev enige om at målet var at jeg skulle lave min egen ring i sølv. Så lavede vi en ugeplan med tider og hvad der skulle laves dag for dag. Efter snakken hjalp jeg til med at flytte kasser med butiksting fra husets loft, ned i kælderen. 

IMG_1213

Så spiste vi en bid frokost og derefter gik jeg i gang med at lege med voks. Voksen skulle bruges som form til støbning af min sølvring. Christel fortalte om hvordan støbningen ville foregå. Jeg endte op med to nogenlunde gode ringe i voks. Jeg havde en idé om at der skulle være en dyse fra en spraydåse på ringen, for at gøre den mere speciel. Det var svært at forme en vellignende dyse i voks,så vi fik idéen om at forsøge med at lave form af fimo ler.

Den næste dag mødte jeg op i Christels guldsmedebutik på gågaden i Hillerød. Jeg hilste på hendes to medarbejdere og kiggede rundt i butik og værksted. Det meste af dagen gik med praktisk butiksarbejde som at måle og klippe sølvkæder, folde prisskilte og lignende.

IMG_1211

På tredjedagen var vi igen i butikken og vi begyndte dagen med at veje dele af kasserede gamle guldsmykker op i små portioner. Hver lille portion guld varmede jeg op med en loddepistol, til guldet blev en flydende rødglødende dråbe. Mens guldet stadig var flydende maste jeg det fladt med en slags paletkniv. Derefter lagde jeg guldklumpen i syre for at rense det. De mange små guldklumper skulle senere bruges til nye smykker. Så spiste vi en lækker frokost. Derefter gik vi igang med at save aflange strimler i sølvplade. Da jeg aldrig har prøvet det før, tog det lang tid for mig. De afsavede sølvstrimler bukkede vi runde i en maskine. De lignede nu åbne ringe med et lille ekstra stykke sølv, som vi savede af. Så skulle jeg prøve at lodde for første gang. Først varmede jeg sølvet op med en loddepistol. I den anden hånd havde jeg slaglod til at lodde sølvet sammen med, en tråd der nærmest lignede ståltråd. En lille kugle slaglod smeltede ned i hulrummet og ringen var lukket. Det var tricky at gøre helt pænt synes jeg

IMG_1212

Den fjerde dag mødtes vi i Christels andet værksted på Nørrebro. Der begyndte vi at lave former af fimoler. Vi trykkede forskellige ting ned i fimoleret og bagte det hårdt. Jeg havde taget en dyse med og fik lavet et fint aftryk. Så hældte vi smeltet voks i fimoformene. Det var lidt svært at få voksen ud, men det lykkedes. Christel smeltede voksdysen fast på den voksring jeg lavede første dag. Hun satte også et indløb på og så var den klar til at sende til støbning. Jeg så det flotte færdige resultat nogle uger efter og den var som jeg gerne ville have den. Jeg gik igang med at file og slibe den sølvring jeg havde loddet dagen før. Den blev rund og blød i kanten og skinnede. Den sidste polering klarede Christel på maskine, så ringen strålede. Jeg blev meget glad for resultatet af ringene.

IMG_1210

Det har været et godt forløb hvor jeg er blevet sat ind i et håndværk jeg ikke havde prøvet forinden. Det har været rart at komme fra praktikken med genstand og minde fra dagene.